Depeche Mode: Helvedes overmænd
[Ekstra Bladet (ekstrabladet.dk), Torsdag d. 13. jun. 2013]
De engelske popveteraner gjorde det umulige igen og storsejrede foran 42.000 i Parken
Parkens rædselsfulde akustik og musikalsk magi er uforenelige størrelser. Depeche Mode brød imidlertid naturloven på en euforisk aften tilbage i 2001.
Englændernes koncerter samme sted i 2006 og 2009 var ikke helt så religiøse oplevelser, men den 33 år gamle popgruppe har tre gange bevist, at det, der ofte virker umuligt, faktisk er muligt.
Her til aften gjorde de det såmænd igen.
Depeche Modes usædvanlige succes i Parken bunder ikke mindst i, at de faktisk formår at lave ikke blot tålelig men glimrende lyd i betonkomplekset. Det hjælper altså, når gode sange lyder godt.
Langsom start
Dave Gahan har for længst udviklet sig til en af sin generations mest medrivende frontmænd, og da han smed jakken allerede i første nummer, var det et varsel om en hed aften i hovedstaden.
Efter en karakteristisk langsom start med to lavmælte numre fra forårets stemningsmættede ’Delta Machine’, åbnede showet sig først helt op med tredje indslag, ’Walking In My Shoes’.
Jubelbrølet fra det næsten fuldsatte stadions 42.000 struber var ikke til at tage fejl af - Depeche Mode er stadig planetens største band med noget, der minder om undergrundsstatus.
Det minimalistiske sceneshow var slående ekspressivt, men som veteranernes vovede valg af relativt mange afdæmpede numre, så var der også noget befriende provokerende ved ensemblets ret nedtonede måde at tackle de massive omgivelser.
Det var simpelthen popkunst, der virkede mod alle odds.
Som Peterskirken
Martin Gore sang gospelballaderne ’Higher Love’ og ’Judas’, så Parken pludselig blev til Peterskirken.
Gahan var dog ypperstepræsten, og elektroblues-skæringerne ’Heaven’ og ’Soothe My Soul’ brølede han bunden ud af som en synder, der har brændt sig på helvedes flammer.
’A Question of Time’, ’Enjoy the Silence’ og en diabolsk badass-udgave af ’Personal Jesus’ gav forløsning for nostalgikerne mod slut, og der var dømt beruset fællesskrål, lysende telefoner i luften og god gammeldags gåsehud.
Den 134 minutter lange pragtpræstation rundede Depeche Mode af på ekstatisk vis med ’Never Let Me Down Again’, og heller ikke fjerde gang svigtede magikerne i Parken.
Fantastisk.
[Ekstra Bladet (ekstrabladet.dk), Torsdag d. 13. jun. 2013]
De engelske popveteraner gjorde det umulige igen og storsejrede foran 42.000 i Parken
Parkens rædselsfulde akustik og musikalsk magi er uforenelige størrelser. Depeche Mode brød imidlertid naturloven på en euforisk aften tilbage i 2001.
Englændernes koncerter samme sted i 2006 og 2009 var ikke helt så religiøse oplevelser, men den 33 år gamle popgruppe har tre gange bevist, at det, der ofte virker umuligt, faktisk er muligt.
Her til aften gjorde de det såmænd igen.
Depeche Modes usædvanlige succes i Parken bunder ikke mindst i, at de faktisk formår at lave ikke blot tålelig men glimrende lyd i betonkomplekset. Det hjælper altså, når gode sange lyder godt.
Langsom start
Dave Gahan har for længst udviklet sig til en af sin generations mest medrivende frontmænd, og da han smed jakken allerede i første nummer, var det et varsel om en hed aften i hovedstaden.
Efter en karakteristisk langsom start med to lavmælte numre fra forårets stemningsmættede ’Delta Machine’, åbnede showet sig først helt op med tredje indslag, ’Walking In My Shoes’.
Jubelbrølet fra det næsten fuldsatte stadions 42.000 struber var ikke til at tage fejl af - Depeche Mode er stadig planetens største band med noget, der minder om undergrundsstatus.
Det minimalistiske sceneshow var slående ekspressivt, men som veteranernes vovede valg af relativt mange afdæmpede numre, så var der også noget befriende provokerende ved ensemblets ret nedtonede måde at tackle de massive omgivelser.
Det var simpelthen popkunst, der virkede mod alle odds.
Som Peterskirken
Martin Gore sang gospelballaderne ’Higher Love’ og ’Judas’, så Parken pludselig blev til Peterskirken.
Gahan var dog ypperstepræsten, og elektroblues-skæringerne ’Heaven’ og ’Soothe My Soul’ brølede han bunden ud af som en synder, der har brændt sig på helvedes flammer.
’A Question of Time’, ’Enjoy the Silence’ og en diabolsk badass-udgave af ’Personal Jesus’ gav forløsning for nostalgikerne mod slut, og der var dømt beruset fællesskrål, lysende telefoner i luften og god gammeldags gåsehud.
Den 134 minutter lange pragtpræstation rundede Depeche Mode af på ekstatisk vis med ’Never Let Me Down Again’, og heller ikke fjerde gang svigtede magikerne i Parken.
Fantastisk.
You must be registered for see links